Jeg har i længere tid gerne villet tage en HF, så jeg senere kan tage en videregående uddannelse. Men da jeg har to små børn og natarbejde hver anden uge, blev det først en reel mulighed, da det gik op for mig, at på VUC kan man tage et HF-fag ad gangen, og hvis man vælger e-learning, kan man sidde derhjemme og studere.
Fleksibilitet
Jeg startede med matematik, da jeg altid har haft svært ved det. Nu kunne jeg sidde hjemme i ro og mag og løse opgaver. Desuden slap jeg for at være i en klasse, hvor jeg kunne risikere at dumme mig foran de andre.
God kontakt til læreren
Jeg begyndte først, da der var tre måneder tilbage af e-learningsforløbet. Det kan man godt; man skal bare lave flere opgaver. Og det er gået fint. Jeg har haft god kontakt til læreren, som straks har svaret, når jeg har spurgt om noget.
God selvdisciplin
E-learning er en genial opfindelse. Jeg vil bestemt anbefale det til andre. Men de skal vide, at det kræver en god portion selvdisciplin. Man skal hele tiden holde sig selv i ørerne.






