Klaus Nilsson

I januar 2008 kom jeg ind på VUC Lyngby for at tage fagene dansk på A-niveau og engelsk på B-niveau. Det er fag, jeg skal bruge for at blive optaget på pædagogseminariet og læse ’Professionsbachelor som pædagog’. Det er fællesbetegnelsen for de forskellige typer af pædagoger, som arbejder i fx børnehaver og skolefritidsordninger eller med psykisk handikappede.

 

Droppet ud af gymnasiet

I slutningen af 3.g droppede jeg ud af gymnasiet, for jeg var bagud med afleveringen af et enormt antal opgaver. Men for at blive pædagog manglede jeg faktisk kun fagene dansk og engelsk, så derfor går jeg nu her.

 

Plads til forskellighed

Jeg trives meget bedre på VUC end i gymnasiet. Jeg har følt mig velkommen og stemningen er god. Samværet i klassen er mere positiv, for der er et stærkere sammenhold, og man mærker at folk på VUC vil noget.

 

Og så er det fedt med blandingen af forskellige aldre og etniske baggrunde; det giver bedre diskussioner. I gymnasiet var det stort set det samme, der kom ud af munden på dem.