Elevplads som eventkoordinator
Kender du det?
Er du også frustreret over ikke at have lige præcis det arbejde, du anser for at være din hobby? Og er du også bekymret over ikke at være økonomisk sikret med fast løn? Spekulerer du også over, om det er fordi du er doven og ikke gider arbejdsmarkedet, at du ikke er ude på det? Og om du nogensinde kommer til at elske et arbejde så meget, at du rent faktisk får lyst til ikke at blive hjemme under dynen mandag morgen? Eller måske ved du lige præcis, hvad du drømmer om? Problemet er bare, at du ikke ved hvilken sti du skal følge for at ende det helt rigtige sted.
Sådan havde jeg det. I hvert fald indtil, jeg blev præsenteret for Stifinder.
Endnu et ligegyldigt aktiveringsprojekt
Stifinder! - tænkte jeg. Endnu et af de der ligegyldige og uinspirerende aktiveringsprojekter, der holder mig fra at sidde og dovne den derhjemme!
Men, jeg tog fej... Stifinder projektet har været noget at det bedste og mest inspirerende for mig i rigtig mange år.
Jeg har altid vidst, at jeg gerne ville beskæftige mig med noget kreativt og analytisk, men mit store spørgsmål var, hvor henne og på hvilken måde?
Jeg blev mødt med respekt
Sammen med min faste vejleder, Claus, analyserede vi ned til mindste detalje, hvad der skulle til for at jeg fik ønskejobbet. Og på intet tidspunkt under processen følte jeg mig nedgjort eller mindre værd i forhold til ham.
Vi fandt frem til at det arbejde, jeg havde søgt at finde frem til i så mange år, var eventkoordinator.
Eventkoordinator!? Hmm... Ja, lige præcis - Yes... Tænkte jeg! Og så dukkede de næste frustrerende spørgsmål op: Hvordan kommer jeg videre herfra? Jeg er jo nød til, at søge, opfordret eller uopfordret på en sådan stilling. Problemet var bare, at jeg ingen erfaring havde, med at skrive ansøgninger. Heldigvis, kunne Christian redde mig fra panikken.
Den perfekte ansøgning
Christian, underviser i at skrive den perfekte ansøgning. Han er ikke bare underviser, men rent faktisk tidligere journalist og nu forfatter og digter. Aldrig i min vildeste fantasi havde jeg drømt om, at det kunne være så inspirerende og lærerigt at være til et skriftligt ansøgnings kursus.
Der var rigtig meget tid til mig, og min ansøgning blev ikke betragtet som færdiglavet, førend den sad lige i øjet. Det blev ikke bare til en ansøgning, men til et skræddersyet tæppe, der passede perfekt ind i virksomhedens profil såvel som til min personlighed. Jeg skrev uopfordret, og Christian anbefalede mig at møde op med ansøgningen, personligt.
Jeg greb chancen
Jeg trodsede min nervøsitet og mødte op dagen efter - og det skulle vise sig at være en klog beslutning. Jeg blev nemlig præsenteret for direktøren og ejeren af eventbureaue... Og pludselig spørger han, om ikke jeg har mod på at springe på en opgave med det samme?! Jeg blev næsten helt mundlam og tankerne fløj rundt i hovedet på mig. Åhh, hvis jeg siger ja, vil jeg så kunne klare sådan en opgave - jeg har jo ingen erfaring og ihh, hvis jeg siger nej, synes han måske ikke jeg passer ind i denne branche, hvor man tit bare er nød til at springe ud i det ukendte. Derfor... Jeg måtte bevise, at jeg passede perfekt ind i branchen og at jeg godt kunne være impulsiv. Chancerne for at blive hevet ind til en samtale ville også blive større, så jeg sagde ja tak til udfordringen, og klarede det som jeg skulle... Pyhh.
Jobsamtale over telefonen
Kort tid efter blev jeg kaldt ind til samtale. Jeg skulle mødes med ejeren inde på kontoret kl. 8. Jeg var i god tid. Men 15 minutter før vores aftale ringer han undskyldende og informerer mig om, at han vil blive flere timer forsinket, og om jeg ville have noget imod at tage samtalen over telefonen. Jeg kunne mærke, at jeg langsomt blev grebet af panik. Hvor skulle jeg stille mig hen under denne samtale, for jeg stod jo udenfor, i to graders kulde. Og hvad med den trafik, der nærmest overdøvede begge vores stemmer, og mine notater. Dem kan jeg jo ikke bare stå med, når jeg også skal have en hånd på min telefon, og så i regn og blæst.
Coaching
Alligevel, følte jeg, at jeg var nød til at imødekomme hans forslag - igen for at vise ham, at jeg godt kan tage imod en udfordring uden at tænke for meget over tingene... Og jeg kom igennem samtalen med et tilfredsstillende resultat og blev indbudt til samtale nr. 2 ugen efter. Jeg følte dog, at jeg manglede et eller andet værktøj for at kunne være mere flydende i mine svar. Derfor gik jeg til min vejleder. Han sendte mig videre til Debbie, som er coach på Stifinder.
Debbie hjalp mig med at sætte ord på det, jeg syntes var vigtigt at få sagt. Det var rigtig rart med hendes vejledning og råd, og jeg følte mig bedre udrustet og mere selvsikker og parat til næste jobsamtale. Og hendes coaching reddede mig fra at blive nervøs, og jeg tror det var grunden til, at jeg blev indbudt til 3. og afgørende samtale. Igen fik jeg nogle timer hos Debbie.
Excel og matematik
Imens jeg gik og ventede, kom jeg i tanker om, at man som eventkoordinator skal være bekendt med Excel og matematik. I Guder, tænkte jeg? Lige præcis disse to emner har jeg altid haft det svært ved. Hvad gør jeg, hvis de spørger ind til det næste gang, jeg er til samtale? Endnu engang søgte jeg vejledning hos min vejleder. Og vi blev enige om, at jeg skulle meldes til IT-kurset, som Morten står for.
Jeg satte Mortens tålmodighed på prøve gentagne gange. Jeg følte mig så hjælpeløs og magtesløs, for uanset hvordan jeg fik forklaret matematiske og Excel begreber, kunne jeg bare ikke se logikken i det. Men for Morten var det ingen hindring. Han nægtede at opgive mig. Der skulle meget til, før jeg begyndte, at se logikken.
Parat til 3. runde
Og da dette skete, kunne jeg gå til 3. samtale med god samvittighed. Det kunne kun gå godt. Jeg havde Debbie, Morten og Claus bag mig. Og så var der mig selv, som havde trodset nervøsitet og egne grænser, for at have fået muligheden for, at være nået så langt...
Det første min eventuelt kommende chef siger til mig, efter vi har snakket om løst og fast er, at han meget gerne vil ansætte mig, men at jeg skal bestå en prøve først... Som sædvanlig, kan jeg mærke nervøsiteten komme galopperende. Hvad skulle jeg nu 'udsættes' for: 'En tur til Viborg i morgen nat, dig som chauffør og i min bil', blev der sagt. Åhhhh, jeg har det jo rigtig skidt ved at køre bil, og så i mørke, i 4 timer... Viborg! Inden min kommende chef registrerede, at jeg var begyndt at tøve, sagde jeg med et stort smil: 'JA, SELVFØLGELIG vil jeg da det!' Så jeg gjorde det.
Jeg overvandt mig selv
Det var hårdt, grænseoverskridende, men mest af alt spændende, og så var jeg nu den stolte ejer af en Eventkoordinator elevstilling. Dette blev besluttet midt i november, og 'Gud ske lov' ville min elevstilling først træde i kraft 1. januar. 'Gud ske lov' siger jeg, fordi jeg så kan nå at få endnu mere tid, få flere kurser på Stifinder og dermed blive endnu bedre udrustet, til at starte på drømmejobbet - på mandag, starter jeg på førstehjælpskursus...
